Nadja blev født den 21. september 1992 på Glostrup sygehus. Der var ingen komplikationer ved fødslen, og ingen lagde tilsyneladende mærke til, at hun var født med Downs syndrom. Dette blev først opdaget på 2. dagen, da hun ikke ville tage føde til sig.

Børn med Downs syndrom har slappe muskler i hele kroppen, hvilket bevirker, at også sutte-funktionen er dårlig, og de derfor har svært ved at blive ammet. Hun blev derfor overført til børneafdelingen, hvor hun fik sondemad. Hver nat gik jeg op til hende, for at prøve at amme hende. Hun tog i den kommende tid ikke ret meget på, hvilket bekymrede sundhedsplejersken. Det viste sig dog, at det er meget normalt, at børn med Downs syndrom ikke tager det samme på i vægt, som "normale" børn gør. Hos Downs syndrom-børn er det også vigtigt, at man giver dem sut til at træne deres tunge, som jo også er en muskel. Endvidere er det meget vigtigt, at man hele tiden skubber tungen ind i munden, da den har tendens til at "falde" ud. Denne træning har bevirket, at Nadja i dag aldrig har tungen ud af munden. Kun når hun sover, kan den finde på at hvile på underlæben.

Det er et stort arbejde, man skal igennem, for at hjælpe sit Downs syndrom barn på vej i udviklingen. Nadja blev trænet i alle de ting, som "normale" børn lærer af sig selv. Hun blev rullet fra ryg til mave og tilbage igen. Hun blev trænet i at sidde selv og gå, da den tid kom. Men alt arbejdet bar frugt, og i dag er hun en mobil pige, som farer omkring som alle andre børn. Hun lærte tidligt at bruge kniv og gaffel og har altid fået ros for at spise pænt.

Nadja er også født med en hjertefejl, hvilket ikke er så usædvanligt for Downs syndrom børn. Hun gik til kontrol på Rigshospitalet i et år, til man havde konstateret, at det ikke havde betydning for hendes liv eller helbred. Det kunne meget vel være, at hullet ville vokse sammen selv, ligesom det måske altid ville være der. Det er ikke vokset sammen, men hun er heldigvis ikke mærket af det og har et helt normalt liv, som det ville være, hvis ikke hun havde hjertefejlen.

Da Nadja var 1 år gammel, startede vi en gruppe med andre forældre til børn med Downs syndrom. Alle børnene var omkring samme alder, og vi kunne bruge hinanden og dele ud af vores erfaringer. Man skal dog ikke tage fejl af, at til trods for, at vores børn er født med samme handikap, er de alligevel meget forskellige både af sind og udvikling. Vi fik et rigtig godt venskab i gruppen og mødtes jævnligt. Nogle af børnene fik med tiden også udviklet et venskab, som de stadig har den dag i dag. Desværre gled gruppen mere og mere fra hinanden, og i dag er vi kun få, der stadig ses i kraft af, at vores børn går på samme skole og fritidshjem. Men venskabet børnene imellem er guld værd, for det er svært at skabe venner, når man ikke har mulighederne i nærmiljøet samt det faktum, at børnenes handikap på skolen og i fritidshjemmet er meget forskellige.

Nadja startede i dagpleje, da hun var 1 år gammel. Det viste sig, at der manglede udfordringer til hende i form af andre børn, hun kunne lære fra. Nadja var en meget nysgerrig pige og var utrolig god til at imitere, hvad andre børn gjorde. Dette kunne blive meget gavnligt for hendes udvikling, så hun kom i vuggestue da hun var ca. 2 år. Hendes dagplejemor blev i stedet vores aflastningsfamilie og er det stadig den dag i dag. Vi har været meget heldige, da det for mange familier kan være umådeligt svært at finde en aflastningsfamilie.

I vuggestuen udfoldede hun sig virkelig - men desværre sjældent det udløste et smil på pædagogernes læber. Nadja var som sagt meget nysgerrig, og det var altså utrolig spændende at tage på udforskning i de andre grupper. Men det var ikke så velset, og man fik en stærk fornemmelse af, at hun kun var til besvær. Den dag, hun skulle starte i børnehave, var derfor længe ventet.....

Det blev anbefalet, at hun kom i en børnehave, som ikke var delt op i grupper, hvor hun kunne færdes frit i institutionen. Hendes storebror Mikkel gik i sin tid i en børnehave, som netop opfyldte disse ønsker. Vi havde været utrolig glade for børnehaven, og pædagogerne havde tidligere givet udtryk for, at de meget gerne ville have Nadja i deres børnehave. Alt var bare så perfekt, som det kunne være.

Nadja havde nu udviklet sit "udforsker-gen" så kraftigt, at hun kun havde øje for at komme ud af de rammer, der omkransede hende. Hun var lynhurtig, og den dag kom, hvor hun så sit snit til at komme ud fra  børnehavens område. Det var en frygtelig oplevelse for den pædagog, som holdt øje med hende. På et split-sekund var Nadja løbet gennem en anden bygning og ud af området. Et stort eftersøgningsarbejde blev sat i gang, og det lykkedes dem heldigvis at finde hende uskadt.

Det er nu ikke kun i børnehaven dette er sket. Det skete også for os derhjemme, at Nadja stak af. Vi fik derfor lavet et stort hegn omkring hele grunden, så det blev umuligt for hende at komme ud. Lige meget hvor vi var, var det absolut nødvendigt at have et øje på hende konstant, for det første hun foretog sig var, at undersøge alle muligheder for at slippe ud. Det var en meget belastende tid, hvor man konstant frygtede, hun stak af.

I børnehaven oplevede vi igen, at Nadja blev en belastning for pædagogerne. Hun havde ganske vist en støttepædagog, men der var ikke sat nok timer af til støttepædagogen, så det var stadig en belastning. Så nu var det skolen, vi ventede med længsel efter...... Det er nu trist, at have et barn, man føler andre synes er en belastning. Men vores glæde lå i, at hun var udstyret med en stor portion nysgerrighed, som var et stort plus for hendes udvikling :)